En god og hyggelig Pon-dag

(Foto sidst på siden)

 

Der var inviteret til PON-træf d. 6/8-05 i Hårlev hos Vibeke Larsen i Hårlev. Her mødte 1 dusin hunde op, hvilket var lidt synd for dem der ikke mødte op, de gik nemlig glip af et rigtigt godt og hyggeligt arrangement.

I år kom der hunde både fra Frederikshavn – Esbjerg – Kerteminde og Sjælland af polsk, svensk og dansk opdræt.

På Vibeke`s landsted var der sat et stort ”Partytelt” op hvor vi indtog morgenkaffen og fik den første ”Pon-snak”. Det er sjovt med os hunde-ejere som aldrig kan blive trætte af at snakke om vores hunde: Hvad hedder jeres hund, hvor har I købt den, hvordan holder I pelsen så fint, gør den af fremmede, spiser den meget, hvad siger den til andre hunde og kan den være alene hjemme o.s.v.?

Det er lige før at vi giver vores hunde menneskelige egenskaber - hvilket måske er meget naturligt til ”menneskets bedste ven”, men jeg tror det er vigtigt at holde fast ved at hunden er et ulvedyr og for dens egen skyld også bliver behandlet derefter. I familiens hierarki er hunden altid den nederste, hvilket understøttes af nogle få ”ulveregler”, som altid overholdes for ikke at give forvirrende signaler. Når der skal spises gøres dette som den sidste, skal familien ud af døren, skal den også sidst ud. Samtidig skal den stadig føle sig som en del af familien, så derfor er leg og opgaver et must. Ved ”hvem er stærkest lege” skal overvægten af vindende kampe gå til mennesket, men der skal dog også gå nogle til hunden for at den stadig skal syntes det er sjovt og får herved selvtillid.

Hundene hilste da også pænt på hinanden, og man kunne tydeligt se at når de bare får lov til at gå løse, bliver stemningen endnu mere afslappet, da de nu følte at de bedre kunne trække sig, hvis der skulle komme lidt uoverensstemmelser.

Partyteltet viste sig at være meget godt at have, da den danske sommer viste alle sine talenter med en blanding af både sol og byger.

Næste punkt på programmet var Agility som Torben stod for. En mobil bane blev sat op i haven og alle hundene fik mulighed for at træne lidt inden en ”rigtig” konkurrence skulle løbe af stablen.

Det er helt sikkert at Agility er noget Pon’erne kan lide. Ok, det var måske ikke alle der lige forstod formålet med det samme, da de var for optaget af den lokkende godbid, men alle sprudlede af lyst til lidt sjov og ballade, og der er garanteret potentiale for at en veltrænet Pon godt kan komme blandt eliten i denne sport!

Før konkurrencen blev banen lavet om, så der var nye udfordringer for hundene, og det gik da også fint. Der var fine bånd og præmier til alle deltagerne. 

Så satte vi os ind i teltet og Susanne fortalte os om KHKG og opfordrede alle til at melde sig ind dels for at støtte op om racen samt at udbrede kendskabet til den lidt mere.

Derefter blev den medbragte frokost spist over endnu mere pon-snak, inden den næste aktivitet. ”Spor”. Jytte viste os hvor fint hendes ponner kunne finde den træpind blandt mange, som lige var blevet berørt af hende.

Det viste sig også her at pon’erne er glade for udfordringer, og flere af dem viste forståelse for meningen af denne leg. Jeg har selv gået til sportræning med vores Czarna, og hun kan nemt følge et spor over flere hundrede meter i zig-zag over en mark fyldt med krydsspor af andre interessante ting og sager såsom ræve, andre hunde, mennesker, kaniner o.s.v, så historien om at de er brugt som politi-hunde er nok ikke helt forkert!

Efter kaffen var det tid til lidt om pelspleje. Det er unægtelig noget der kan komme bag på nybegyndere hvor meget tid der egentlig kræves. Vi har selv overvejet at få vores Pon klippet korthåret, da det ind i mellem godt kan være en dårlig oplevelse, når man står der med en stor ulden tot fyldt med filtre. Hunden syntes ikke det er spor hyggeligt, da det helt sikkert kan mærkes når filtrene bliver fjernet,- så det der skulle være et hyggeligt samvær med hunden, pludselig går hen   og bliver et mindre mareridt.

I træffet var der en Pon, som var klippet og den så sød ud. Vi syntes dog ikke at det ligner helt den slags Pon, som vi i sin tid faldt pladask for. Og jo, selvfølgelig er det den samme hund bag pelsen! Susanne viste os hvordan man tynder ud i pelsen med den der ”tynde-ud-saks”, hvilket gør det noget nemmere at rede pelsen ud. Derudover blev ”hår” under arme/ben også klippet hvilket er stedet hvor de fleste filtre sidder og desuden kan man ikke se at det er klippet væk, så nu giver vi det en chance til, inden vi bestemmer os for om Czarna skal kortklippes.

Så var det blevet sen eftermiddag, og der var flere som havde langt hjem. Folk begyndte så småt at vende ”snuden” hjemad. Vi vil sige tak til Susanne, Vibeke, Jytte og Torben for en rigtig  hyggeligt og sjov Pontræf-dag og vi glæder os allerede til næste gang.

Hilsen

Familien Hartvith

Klik på det enkelte billede for at se det i stort format og klik på de små pile til højre og venstre i billede rækken for at se flere!

 

.