Pontræf på Fyn den 4. juli 2004..

 

Det typiske danske sommervejr anno 2004, var på plads den dag vi skulle til Nr. Åby tæt på Middelfart hos Anita som havde inviteret til Pon-træf på Kennel Krauholt. På vejen over Sjælland og Fyn regnede det kraftigt i 5-10 minutter, hvorefter solen skinnede ned mellem skyerne, så regnede det igen lidt indtil solen tittede frem, og sådan fortsatte det på hele overfarten, så vi var spændte på hvordan vejret var i Nr. Åby, da vi skulle være ude i det fri hele dagen.

Solen var på plads da vi ankom som nogle af de første. På Kennel Krauerholt er der en kæmpe mark med en fåreflok på ca. 20 stk. og et par heste. Ved siden af er der en indhegnet en grøn plads hvor vi skulle starte. Lidt efter lidt ankom familierne, og hundene kunne se hinanden an og det gik rigtig godt uden de store kontroverser. Hundene gik hurtigt rundet imellem hinanden, som om de havde været venner altid. Sjovt at se de forskellige temperamenter: Nogle nysgerrige og åbne, andre lidt forsigtige, som dog bliver smidt af efter lidt tid, hvalpene som altid kåde og legesyge og den så er de reserveret, der bare bliver hos deres ”familie” uden synderlig interesse for de andre hunde.

Da alle hundene var faldet til ro fik menneskene lidt morgenmad og kaffe. Så var vi klar til at starte dagens program. Ringtræning var ikke som jeg troede en konkurrence, hvor man siddende på ryggen af sin hund, styrter af sted med en lanse og skal ramme en lille nedhængende ring i høj fart. Men derimod den disciplin som har med udstilling at gøre. Vi prøvede alle at gå i ”ring” med vores hund - en ”dommer” var rundt og mærke på hundens krop og se bisserne og en af pon-ejerne var så heldig at lege dommer og kunne hundse rundt os andre og vores hunde. Han blev dog hurtig mere og mere kreativ i hans opfordringer og blev heldigvis standset inden vi skulle stå på hænder eller lign.

Så blev der lige pludselig åbnet for himlens sluser og der kom regn nok til en hel regnskov. Anita havde været så forudseende at sætte et par telte og noget interimistisk overdækken op, så vi kunne stå i tørvejr indtil sommeren vente tilbage.

I forlængelse af første lektion, fik nogle udvalgte til opgave at være dommere og finde den hund som skulle have førstepræmien for en bestemt kategori, som blev holdt hemmeligt indtil hunden var fundet. Det var meget sjovt. Kategorierne var f.eks.: de 6 mest sexede ben, flotteste pels, sødeste øjne, flotteste hale o.s.v.

Til sidst blev de hunde der kunne lidt kunster inviteret op til dyst. Vinderen scorede en del point på ”Giv mig klør-fem”- kunsten.

Så kom hyrde-timen: Anita viste med sin Bearded Collie ”Sean” og fåreflokken, hvordan det skal gøres. Vi stod alle imponeret og så hvordan Sean hurtigt, næsten krybende, løb om bag fårene, for så i fuldt firspring at jage flokken op mod Anita, der med forskellige kommandoer, fik styret flokken ind foran sig. Efter få forsøg lykkedes det hende og Sean at skille flokken ad, og fik udskilt en lille flok på 5-6 stykker, som blev hyrdet ind i en lille fold, hvor vi andre kunne afprøve vores hundes evner indenfor hyrdning af..

Anita fortalte også lidt om hvorfra hunden har hyrdeevnen. Jamen det er jo logisk nok når man hører om det, men det gik først op for mig hvorfor: I ulveflokken er der en leder som styrer jagten som tit går ud på at jage en dyr indtil det er så træt, at det uden større risiko for ulvene, kan angribe det og give dyret det afgørende dræbende bid. Indtil lederen siger til, skal de andre dyr i flokken kun sørge for at dyret er mellem dem og lederen. Ergo vil en hund som ser mennesket som lederen, instinktivt sørge for det samme. Anita var så heldig, at der ikke var nogle af os mennesker der på hundesprog kunne sige: ”det er ok nu – angriiiiiiib” ! Men det var sjovt at se hvor mange der egentlig havde instinktet i orden – det var langt over flertallet.

Anita havde hvalpe, og nogle af dem kom frem, så vi lige kunne se dem. Ohhhh hvis bare man havde plads og overskud til nogle flere, så vi de alle købt lige på stedet. De var godt nok søde og dejlige, så herfra held og lykke med jeres hundeliv!

Sidste punkt på programmet var en tur til en agillitybane, hvor hundene fik prøvet de forskellige forhindringer, men efter formiddagens udfordringer var hundene ikke til det helt store, så det blev ved lettere ”træning”.

Lige overfor banen lå en strand, men vejret var mere til dragesurf for de unge mennesker, så hundene forblev tørre på nær de rigtige vandhunde.

 

Tak for en dejlig dag til Anita + hjælpere

Med venlig hilsen

Berit, Nis, Mikkel og Malte Hartvith (og selvfølgelig Czarna Hartvith)

 

klik på hver enkelt billede for at se det større - klik på "tilbage" i menu-linien når du vil tilbage til denne oversigt!